En børnesagkyndig samtale gennemføres typisk, når barnet er omkring 6-7 år eller ældre, og har til formål at give barnet en stemme i sagen uden at lægge ansvaret for beslutningen over på barnet selv. Fra barnet fylder 10 år, kan det selv bede Familieretshuset om et møde, hvis det ønsker at fortælle om sine tanker om forældremyndighed, bopæl eller samvær.
Mange forældre bliver naturligt bekymrede ved tanken om, at deres barn skal tale med en fremmed voksen om en i forvejen svær og følelsesladet skilsmisse. Denne guide gennemgår, hvornår en børnesagkyndig samtale finder sted, hvordan den konkret foregår, og hvilken betydning barnets udtalelser reelt får for sagens udfald.
Hvornår gennemføres en børnesagkyndig samtale?
En børnesagkyndig samtale forudsætter, at barnet har en vis alder og modenhed, typisk omkring skolealderen, altså 6-7 år eller ældre. Yngre børn har generelt ikke de sproglige og kognitive forudsætninger for at deltage meningsfuldt i en sådan samtale, og deres perspektiv indhentes i stedet ofte gennem observation eller samtaler med forældre og eventuelt daginstitution. Fra barnet er fyldt 10 år, har det selv ret til at bede Familieretshuset om et møde, hvis det ønsker at give udtryk for sine tanker om forældremyndighed, bopæl eller samvær – en ret, der understreger, at ældre børn i stigende grad anerkendes som selvstændige parter med egne synspunkter i sager, der handler om deres eget liv.
Sådan foregår samtalen
- Familieretshuset eller familieretten indkalder til et forberedende møde, hvor forældrene orienteres om processen.
- En erfaren børnesagkyndig taler med barnet alene, i trygge og børnevenlige omgivelser uden forældrenes tilstedeværelse.
- Samtalen varer typisk mellem 30 og 60 minutter og tilpasses barnets alder, sprog og humør på dagen.
- Barnet bestemmer selv, hvor meget det ønsker at fortælle, og bliver ikke presset til at tage stilling til konkrete beslutninger.
- Den børnesagkyndige udarbejder herefter en kort sammenfatning til brug for sagen, uden at gengive samtalen ord for ord.
Hvad taler man om i en børnesagkyndig samtale?
Samtalen fokuserer typisk på barnets hverdag, følelser og oplevelser i forbindelse med forældrenes skilsmisse – hvordan barnet trives i hvert hjem, hvad det glæder sig til, og hvad der eventuelt bekymrer det. Den børnesagkyndige stiller ikke direkte spørgsmål som «hvem vil du helst bo hos», da det lægger et urimeligt pres på barnet og risikerer at skabe loyalitetskonflikter mellem forældrene. I stedet forsøger samtalen at afdække barnets samlede trivsel og perspektiv på en mere indirekte og skånsom måde, så den børnesagkyndige og senere familieretten kan danne sig et billede af, hvad der reelt er bedst for barnet, uden at barnet selv skal føle ansvaret for den endelige beslutning.
Hvad har samtalen betydning for?
Barnets udtalelser fra den børnesagkyndige samtale indgår som ét element blandt flere, når Familieretshuset eller familieretten vurderer sager om forældremyndighed, bopæl eller samvær. Jo ældre og mere modent barnet er, desto mere vægt tillægges typisk barnets egne synspunkter, men udtalelserne står aldrig alene og vejes altid sammen med den øvrige dokumentation i sagen, herunder forældrenes forhold og eventuelle sagkyndige undersøgelser. Det er derfor ikke korrekt at tro, at barnet reelt «bestemmer» udfaldet af sagen gennem samtalen – formålet er at sikre, at barnets stemme høres, ikke at gøre barnet til den, der træffer den endelige beslutning om sit eget liv.
Forskellen på børnesagkyndig samtale og børnesagkyndig undersøgelse
En børnesagkyndig samtale er en enkeltstående, relativt kort samtale med barnet, mens en børnesagkyndig undersøgelse er et langt mere omfattende forløb, der typisk gennemføres i særligt komplicerede eller alvorlige sager. En undersøgelse kan indebære flere samtaler med barnet over tid, observationer af samspillet mellem barn og forældre, og eventuelt inddragelse af oplysninger fra skole eller sundhedsvæsen. Hvor den børnesagkyndige samtale primært giver barnet en stemme, er formålet med en fuld undersøgelse at give Familieretshuset eller familieretten et langt mere detaljeret og fagligt underbygget grundlag at træffe en vanskelig afgørelse på, typisk i sager hvor der er alvorlig bekymring for barnets trivsel hos en eller begge forældre.
Hvad hvis barnet ikke ønsker at deltage?
Et barn kan ikke tvinges til at tale, hvis det ikke ønsker det, og den børnesagkyndige er trænet i at respektere, hvis barnet er tilbageholdende eller slet ikke vil sige noget under samtalen. Selv en samtale, hvor barnet vælger at sige meget lidt, kan give den børnesagkyndige et indtryk af barnets tilstand og reaktioner, som indgår i den samlede vurdering. Er barnet meget ungt eller tydeligt overvældet af situationen, kan samtalen i nogle tilfælde udskydes eller erstattes af andre måder at indhente barnets perspektiv på, for eksempel gennem observation i mere naturlige og trygge rammer end et formelt møde hos Familieretshuset.
Sådan forbereder du dit barn på samtalen
- Forklar barnet i enkle og aldersvarende vendinger, hvad samtalen handler om, og hvem det skal tale med.
- Understreg, at barnet ikke skal vælge side mellem forældrene eller tage ansvar for beslutningen.
- Undgå at instruere barnet i, hvad det bør sige, eller lægge pres på barnet i dagene op til samtalen.
- Fortæl barnet, at det er helt i orden ikke at vide, hvad det skal svare, eller ikke at ville tale om alting.
- Vær opmærksom på barnets reaktion efter samtalen, og giv plads til, at det kan have brug for at tale om oplevelsen bagefter.
Regneeksempel: en samtale med et barn på 11 år
Emma er 11 år, og hendes forældre er uenige om, hvorvidt hun skal bo primært hos sin mor eller far efter skilsmissen. Emma beder selv Familieretshuset om et møde, fordi hun ønsker at fortælle om sin hverdag hos begge forældre. Under samtalen fortæller hun om sin skolegang, sine venner og hvordan hun oplever atmosfæren i hvert hjem, uden at blive spurgt direkte, hvem hun «vil bo hos». Den børnesagkyndige udarbejder en kort sammenfatning, som indgår i sagens samlede materiale sammen med oplysninger om begge forældres boligforhold og arbejdstider. Familieretten træffer den endelige afgørelse ud fra en samlet vurdering af alle disse forhold, hvor Emmas perspektiv vejer betydeligt på grund af hendes alder og modenhed, men uden at være det eneste afgørende element i sagen. Havde Emma i stedet været 5 år gammel, ville en formel børnesagkyndig samtale efter samme model sandsynligvis ikke have været relevant, og hendes perspektiv ville i stedet være blevet indhentet mere indirekte, for eksempel gennem observationer af hendes samspil med hver forælder eller samtaler med personalet i hendes daginstitution.
Denne aldersforskel illustrerer, hvorfor der ikke findes én fast model for at inddrage børns perspektiv i familieretlige sager – tilgangen tilpasses altid det enkelte barns alder, modenhed og konkrete situation, i stedet for at følge en ensartet skabelon uanset barnets forudsætninger.
Ofte stillede spørgsmål om børnesagkyndig samtale
Hvad sker der ved en børnesagkyndig samtale?
Barnet taler alene med en erfaren børnesagkyndig i trygge og børnevenlige omgivelser om sin hverdag, trivsel og oplevelser omkring forældrenes skilsmisse. Samtalen varer typisk mellem 30 og 60 minutter og danner grundlag for en kort, skriftlig sammenfatning, der indgår i sagens samlede materiale sammen med den øvrige dokumentation.
Fra hvilken alder kan et barn deltage i en samtale?
Typisk fra omkring skolealderen, 6-7 år, afhængigt af barnets individuelle modenhed. Fra barnet er fyldt 10 år, kan det selv anmode Familieretshuset om et møde, hvis det ønsker at give udtryk for sine synspunkter.
Bestemmer barnet selv, hvor det skal bo, efter samtalen?
Nej, barnets udtalelser fra samtalen indgår som ét element blandt flere i den samlede vurdering af sagen. Den endelige beslutning træffes af Familieretshuset eller familieretten ud fra alle sagens oplysninger samlet set, ikke alene og udelukkende ud fra, hvad barnet siger under den børnesagkyndige samtale.
Kan forældrene være til stede under samtalen?
Nej, samtalen foregår alene mellem barnet og den børnesagkyndige, netop for at barnet frit kan tale uden at føle sig overvåget eller presset af nogen af forældrene under selve samtalen.
Kan man sige nej til, at ens barn deltager i en samtale?
Familieretshuset og familieretten vurderer selv, om en børnesagkyndig samtale er relevant og til barnets bedste i den konkrete sag. Forældrene kan ikke ensidigt forhindre samtalen, hvis retten eller Familieretshuset vurderer, at den bør gennemføres.
Får forældrene at vide, hvad barnet har sagt?
Forældrene får som udgangspunkt ikke en ordret gengivelse af samtalen, men en kort, sammenfattende vurdering, som den børnesagkyndige udarbejder til brug for sagen. Dette skal beskytte barnet mod at føle sig presset eller bagefter skulle stå til ansvar over for en af forældrene for konkrete udtalelser under samtalen.
Læs mere om, hvordan eneforældremyndighed vurderes af familieretten, og hvordan bopæl for barnet fastsættes i sager, hvor børnesagkyndige samtaler ofte indgår som en naturlig del af det samlede beslutningsgrundlag.